Min hjemmefødsel – fra skepsis til succes
Af Louise
Jeg har på fornemmelsen, at jeg er en attypisk hjemmeføder. Jeg har haft to perfekte hospitalsfødsler. Jeg har ingen stærke holdninger til, at hjemmefødsler er det eneste rigtige. Jeg har aldrig tidligere drømt om en hjemmefødsel. Jeg var for magelig til at orke bøvlet med et fødekar. Jeg kan ikke sige, at jeg stensikkert ville vælge at føde hjemme igen. Men jeg kan sige, at min hjemmefødsel var den ultimativt bedste af mine tre fødsler. Den var rolig, fantastisk, bevægende og min på en helt anden måde end mine foregående fødsler, og jeg har aldrig følt mig sejere og mere kraftfuld end den morgen, hvor jeg tog imod min tredje søn lige midt i sofaen. Dette er min beretning om, hvordan jeg gik fra veltilfreds hospitalsføder til lykkelig hjemmeføder.
Hjemmefødsel?
Før fødslen af mit tredje barn, havde tanken om en hjemmefødsel aldrig strejfet mig. Ikke sådan for alvor i hvert fald. Det interesserede mig ikke, og jeg syntes måske også, det lød lidt farligt. Jeg husker nemlig alt for godt en af den slags skræmmehistorier, visse mennesker skynder sig at slynge i hovedet på folk, der siger højt, at de overvejer – eller måske endda planlægger – en hjemmefødsel. Derfor var beslutningen om at føde hjemme også en langvarig process fra jordemoderen ved første konsultation plantede et frø i min bevidsthed til den endelige beslutning blev taget to tredjedele inde i graviditeten.
Mine to første fødsler var hospitalsfødsler. Fantastsiske, ukomlicerede hospitalsfødsler, men også fantastisk hurtige hospitalsfødsler. Eftersom min anden fødsel ligesåvel kunne have fundet sted derhjemme eller i bilen uden assistance (den fandt i stedet sted i Modtagelsen på Hvidovre Hospital, hvor vi efter kort tid med kraftige veer og 40 minutter efter at have parkeret bilen trillede til en ny stue med babyen på maven), var jeg naturligt nok lidt bekymret for, om vi tredje gang ville nå på hospitalet tids nok til, at fødslen ville føles tryg og god, så da jeg luftede min bekymring for min jordemoder, nævnte hun straks muligheden for en hjemmefødsel.
Beslutningen
Fra muligheden for en hjemmefødsel blev præsenteret for mig, til vi tog beslutningen om at satse på det brugte vi mange, mange uger på at tænke, veje for og imod, researche, gå til hjemmefødselscafé og drøfte muligheden med egen læge og andre, der havde en (ikke alt for negativ og forudindtaget) holdning til det at føde hjemme. Da andet jordemoderbesøg nærmede sig, var vi stadig ikke sikre. Vi syntes, at fordelene ved at føde hjemme (f.eks. ro, tryghed, sikkerhed for et sted at ligge, sikkerhed for jordemoder under hele fødslen, større mulighed for at præge fødslen, ikke at skulle køre afsted med veer og hjem med en få timer gammel baby, ikke at risikere at føde uden assistance, at far og mor ville være på hjemmebane og dermed ikke skulle være ”gæster” til fødslen) var i flertal, men vi var stadig i tvivl om, vi turde satse på det, for tænk nu, hvis der skete noget med mig eller barnet. Vi besluttede os derfor for at tilmelde os hjemmefødselsordningen udfra et princip om, at vi altid kunne vælge at føde på hospitalet, hvis ikke vi følte os 100 % trygge, men ikke omvendt i sidste øjeblik kunne beslutte os for at føde hjemme. Ved den første konsultation med den nye jordemoder, fik vi stillet de sidste spørgsmål og fejet den sidste tvivl af banen, og dermed begyndte forberedelserne både fysisk, praktisk og ikke mindst mentalt for alvor.
Modstanden
Da beslutingen var truffet, begyndte vi at fortælle om den. Men langt fra til alle. Der var nemlig mange, vi ikke brød os om at fortælle det til, og jeg skrev det f.eks. heller ikke på min blog, på trods af at jeg ellers skrev en del om graviditeten og det fødselsforberedelseskursus, jeg fulgte. Når vi kun fortalte om den forestående hjemmefødsel til nogle få mennesker, drejede det sig om den måde, det var blevet mødt på, da vi tidligere i graviditeten havde fortalt om vores overvejelser om en hjemmefødsel. Ganske få syntes, at det lød spændende, men rigtig mange havde enten direkte eller indirekte sagt, at det var uansvarligt af os. At de ikke kunne forstå, at vi turde. At de kendte til tilfælde, hvor det ikke var gået godt osv. Og selv om vi vidste, at ingen af dis se mennesker ville os det ondt, slog det alligevel skår i vores glæde og vores beslutning, at der ikke var tillid til, at den svære beslutning, vi havde truffet på et særdeles veloplyst grundlag, var fuldt ud ansvarlig, og at det naturligvis aldrig ville falde os ind at gøre noget, der ikke var sikkert for både barnet og mig. Så vi holdte mund og lukkede ørerne (så godt som muligt) i lang, lang tid for ikke at blive yderligere smittet af den frygt, andre havde på vores vegne, men også lidt fordi jeg ikke ville kunne holde ud at høre på folks ”hvad sagde vi’er”, hvis fødslen skulle ende med en overflytning til et hospital.
Forberedelserne
Forberedelserne op til fødslen fyldte meget. Ikke på nogen dårlig måde, men meget. Der var det med smertelindringen. Bortset fra en tur i badekar under min første fødsel, nåede jeg ikke smertelindring ved nogen af mine to første fødsler. Derfor havde jeg det også fint med udsigten til endnu en fødsel uden. Modsat mange andre hjemmefødere fravalgte vi også fødekar. Dels syntes jeg ikke, at karret havde haft afgørende betydning under min første fødsel, dels – og endnu vigtigere – ønskede jeg kun, at det var min mand og jordemoder, der deltog til fødslen. Uden hjælpere ville min mand komme til at bruge en stor del af fødslen på at forberede karret, og da jeg hellere ville have ham hos mig, fravalgte vi det. Til gengæld gik jeg til fødselsforberedelse hos Smertefri Fødsel, fordi jeg følte, det var vigtigt for mig at være godt forberedt både fysisk og mentalt. Den fysiske og mentale forberedelse, bestod udover selve åndedræts- og presseteknikstræningen også i at læse en masse om hjemmefødsler og i at visulisere fødslen – herunder hvor jeg ville føde, i hvilken stilling, om der skulle være musik, hvad min mand skulle gøre, osv. Derudover var der alt det praktiske. Ting, der skulle skaffes (f.eks. lagner, underlag, musik, håndklæder, mad, drikkevarer, osv.) og forberedes (hvordan holdes dynen f.eks. varm til babyens ankomst, hvor skal jordemoderen have sine ting, og hvilken lampe skal hun bruge til at lyse, hvis hun skal sy, osv. Og så var der det med de store børn. Hvor de skulle være? Vi valgte, at de så vidt muligt skulle hentes af deres bedsteforældre, og – hvis det ikke kunne nås – ind til naboerne. Ikke, fordi det ville være nogen katastrofe, hvis de var tilstede under fødslen, men fordi jeg vidste, jeg ikke ville kunne slappe helt af, hvis de var hjemme. Når jeg tænker tilbage på de mange forberedelser, føler jeg mig overbevist om, at de spillede en vigtig rolle i min meget vellykkede hjemmefødsel. Ikke kun, fordi det var ting, der skulle gøres, men også fordi forberedelserne på en måde føltes som en mental rejse henimod fødslen. En rejse, der gjorde, at jeg igen og igen gennemtænkte forløbet ned til mindste detalje, og dermed til sidst var mere klar og mere velforberedt, end jeg har været ved nogle af mine andre fødsler. Pga. de mange forberedelser tog jeg ansvar og var aktiv i planlægningen og forløbet, istedet for som ved mine andre fødsler at læne mig tilbage og sætte min lid til, at ”dem på hospitalet” havde styr på tingene. Dette overblik viste sig at komme mig rigtigt meget til gode under selve fødslen, hvor det var mig, der havde førertrøjen på, og ikke omstændighederne, hospitalets fysiske rammer, personale eller andet, der satte dagsordenen.
Fødslen
Da terminen nærmede sig, var jeg fuld af forventning og glæde. Da terminen kom, var jeg spændt. Da den var passeret, begyndte jeg at blive ængstelig. Jeg gik 12 dage over termin og nåede at blive tilbudt igangsættelse, inden jeg fødte (jeg takkede nej i første omgang). Jeg nåede også at blive rigtig ked af det hele og bekymret ved både udsigten til igangsættelse efter et par dage (og deraf følgende hospitalsfødsel) og ved konceptet hjemmefødsel, for kunne kroppen overhovedet finde ud af det, hvis den ikke kunne finde ud af at gå i fødsel? Var det stadig sikkert at føde hjemme med et barn, der nu var knap to uger større end termin? Men ville det ikke også på den anden side være det vildeste antiklimaks at føde på hospitalet, når nu jeg gennem måneder på alle mulige planer havde forberedt at føde hjemme? Endnu engang blev jeg beroliget af en sød jordemoder, og jeg følte mig atter sikker, at hjemmefødslen var det rigtige for mig denne gang. Jeg VILLE føde hjemme.
Om aftenen 41+3 startede fødslen, og da vi ikke skulle køre til hospitalet, var der denne gang en helt anden ro omkring arbejdet med veerne, end jeg har oplevet under mine tidligere fødsler. Godt nok skulle vi lige have børnene afhentet og afgøre, hvornår jordemoderen skulle komme, men udover det, var alt ligetil. Det var en stor lettelse for os begge at være hjemme. Det, at vi ikke var gæster på en fødestue, men kunne bevæge os frit omkring og gøre, hvad vi ville var meget, meget anderledes, og meget, meget mere trygt end ved de to foregående fødsler. Derudover betød det, at vi begge spillede en mere aktiv rolle i fødslen, og at vi skulle klare rigtigt mange ting selv, at vi blev knyttet sammen på en helt særlig måde. Fødslen skred planmæssigt og hurtigt frem. Vi hørte den musik, jeg havde planlagt, jeg arbejdede med veerne, som jeg havde trænet, og min mand og jordemoderen holdt sig i baggrunden, når ikke jeg gav udtryk for at have brug for dem. Ikke engang de kraftige veer kunne sætte en stopper for den udprægede ro og tryghed, der omgav fødselskulissen. Tidligt om morgenen tog jeg selv imod vores tredje søn. Han kom til verden i vores sofa, og jeg glemmer aldrig øjeblikket. Min stolthed, forundring og lettelse over, at det kunne lade sig gøre, at det var endt, som jeg havde planlagt, og at jeg helt selv havde født mit barn på den måde, jeg ønskede og i mit eget hjem, var ubeskrivelig. Ubeskriveligt dejligt var det også at være hjemme i timerne efter fødslen. Jeg føler, at det gav os den bedste og mindst stressende start på livet sammen at være i vores egne trygge rammer, hvor vi selv sørgede for at spise og drikke, hvad vi ville, gøre hvad vi syntes, og hvor vi kunne gå i seng i vores egne senge efter at have taget afsked med jordemoderen. Det føltes helt unikt, og det virkede meget mere rigtigt, at jordemoderen forlod vores nyetablerede familie her, end at vi skulle fragte vores nye familie væk fra jordemoderen.
Selv om jeg ikke som de fleste andre hjemmefødere, jeg har mødt, er hjemmeføder to the bone, er jeg så utroligt taknemmelig over min hjemmefødselsoplevelse. Den er et af de største øjeblikke i mit liv, og jeg under alle at opleve sådan en fødsel. Når det er sagt, ville jeg ganske sikkert (skulle jeg have et fjerde barn) skulle igennem tvivlsfasen endnu engang. Men mon ikke jeg ville ende samme sted igen? Og af en tidligere skeptiker at være, er det måske også alt, man kan forlange. Én hjemmefødsel ad gangen.
Har du fået lyst til at læse fødselsberetningen fra min hjemmefødsel, kan du finde den lige her og hvis du er nysgerrig på, hvordan jeg brugte min fødselsforberedelse under fødslen kan du læse mere her.