Pias fødsel
Læs Pias historie om hendes hjemmefødsel på Valentines dag.
At vælge hjemmet som rammen for ens fødsel er en stor beslutning. Det var det i hvert fald for mig, da jeg i juni 2011 fandt ud af, at jeg var gravid med mit første barn og allerede kort tid efter begyndte at spekulere over, hvordan jeg ønskede fødslen skulle forløbe.
Fire måneder forinden den positive graviditetstest, havde jeg stået stolt til dimmision og kunne føje titlen som nyuddannet jordemoder til min person. Som jordemoderstuderende havde jeg oplevet mange gode hospitalsfødsler og gjorde det også som praktiserende jordemoder i de efterfølgende måneder, hvor jeg arbejdede på en større fødegang i Københavnsområdet. I min verden er fødsler noget helt specielt, der er noget magisk over, når et lille nyt væsen kommer til verden. Jeg synes det er stort at være en del af en fødende kvindes vearbejde, overvære når et barn ser livets første lys samt opleve den fantastiske stemning af store følelser og den genopståede ro, der er på en fødestue når en fødsel er veloverstået.
Trods min erfaring med hospitalsfødsler, både dem som forløber helt ukomplicerede og dem, hvor der er behov for indgreb og hjælp fra en fødselslæge, opstod der alligevel en spirende nysgerrighed og lyst til at føde hjemme. Nysgerrigheden og lysten til hjemmefødsel voksede i takt med, at maven voksede og følelsen af at mærke liv.
Mine første overvejelser handlede meget om det at være i trygge og hjemlige rammer under vearbejdet. Jeg ville være i min egen stue, bruge mit eget toilet og ligge i mine egen seng, når jeg havde veer. Jeg skulle så ikke forholde mig til, hvordan det ville være at sidde i en taxa i Københavns myldretid med vesmerter og en eventuel pressetrang (worst case scenario). Dernæst kom de lidt mere velovervejede ønsker for fødslen. Jeg ville gerne tage ansvar for min egen fødsel, et ansvar, jeg følte der opstod ved, at jeg stod ved mit eget håb og tro på, at jeg kunne føde hjemme. Dertil kom forberedelsen på en sådan fødsel. Det kræver sit at forberede sig på noget, man ikke ved hvad er, før man har prøvet det. Jeg syntes det var en spændende udfordring at forberede sig mentalt på en fødsel, hvor der ikke var mulighed for medicinsk smertelindring, men i stedet fokusere på den smertelindring jeg ville få fra badekar, trygge og hjemlige omgivelser og samarbejdet med min kæreste.
Apropos min kæreste, var han også en vigtig brik i mit ønske om en hjemmefødsel. Jeg ville gerne, at han skulle være så stor en del af fødslen som muligt. Jeg ville, at det var noget vi skulle klare sammen og forsøge at undgå, at han blev en passiv tilskuer. Ganske vist var han ikke vildt begejstret, da jeg første gang præsenterede ham for ideen. Efter hans mening var hospitalet jo indrettet til fødsler, og det var det sted man tog hen for at få ordnet det. Efter flere samtaler, ham og jeg imellem, og et møde med en af mine jordemoderveninder, som selv havde født hjemme, bakkede han op om ideen, da han kunne mærke, at det var noget jeg virkelig gerne ville.
Da vi havde taget beslutningen og skulle præsentere beslutningen for vores familie og venner, var der både positive – og de lidt mere forbeholdne – “tør i virkelig det” reaktioner. Spørgsmålene lød: Hvad hvis der nu skulle ske noget akut under fødslen? Hvad så? Selvfølgelig havde jeg selv overvejet det scenarie, men med min viden om, hvordan en jordemoder arbejder, altid på vagt efter afvigelser fra den normale fødsel, følte jeg mig tryg ved hendes vurdering om, hvornår man eventuelt skulle overflytte til hospitalet. Dertil kom også, at mit ønske om at føde hjemme aldrig var så stærkt, at jeg ville modsætte mig overflytning til hospitalet, hvis fødslen fx var meget langvarig, og jeg havde behov for medicinsk smertelindring.
De praktiske forberedelser til en hjemmefødsel var efter min mening med til at booste forventningen og glæden til at skulle føde. Jeg lånte et stort fødekar af min veninde, så en masse hjemmefødsler på youtube, talte hjemmefødsel med mine jordemoderveninder og min konsultationsjordemoder, hørte hypnose cd´er som jeg lånte på biblioteket, skaffede madras, lånte gamle lagener og håndklæder samt læste en masse hjemmefødselsberetninger på internettet. Inden jeg vidste af det, nærmede jeg mig min terminsdato, og fødsel og baby kunne bare komme an.
Og så skete det
Fødslen kom an… Og det var den vildeste, hårdeste, smukkeste, mest smertefulde, fantastiske og mest surrealistiske oplevelse jeg nogensinde har gennemlevet. Natten til min terminsdato, vågnede jeg tidligt på morgenen med nogle af de værste plukkeveer, jeg havde oplevet indtil da. Jeg fandt min Ipad frem og startede min nyindkøbte app til at måle varighed og interval mellem veerne. Til min store glæde blev de hurtigt reglmæssige og de næste to timer lå jeg tappert og ventede på, at min kæreste skulle vågne alt imens jeg trak vejret dybt under veerne. Da han endelig vågnede og det lysnede udenfor, gik veerne helt i sig selv. Skuffet og træt lagde jeg mig ind i stuen og faldt hurtigt i søvn. Formiddagen gik med en søvn, der hver halve time blev afbrudt af en kraftig plukkeve, men efter morgenens skuffelse turde jeg ikke sætte forventningerne for højt op. Om eftermiddagen gik vi en tur på Østerbrogade, to gange måtte jeg holde pause på grund af plukkeveer og det var en lettelse at være tilbage i lejligheden efter den korte gåtur.
Klokken 19 var det tid til genopvarmet lasagne fra dagen før, hvilket ikke havde min store interesse. Veerne tog til, og jeg havde røde kinder. Klokken 20 ringede jeg til min jordemoderveninde, som skulle være med til fødslen og sagde, at jeg troede, at fødslen så småt var i gang. Eftersom jeg vidste, at førstegangsfødende oftest har en lang opstartsfase, aftalte vi, at hun skulle komme og se, hvordan det gik ved 22 tiden. Efter jeg havde ringet, var det ligesom om, at fanden tog ved veerne, de blev meget kraftige og min kæreste fik besked på at hælde vand i vores eget badekar (ikke fødekarret). Det hjalp at sidde i badekarret og være omsluttet af det varme vand. Min kæreste tændte stearinlys og startede den musikplayliste, som jeg havde lavet til fødslen. Veerne blev dog hurtigt mere intense og jeg havde kun meget korte pauser. Lidt over ti kom min jordemoderveninde og hun så at fødslen var godt i gang. Hun undersøgte mig og kunne konstatere at livmodermunden var 7 cm åben og at baby havde det godt. Herefter gik det stærkt. Min kæreste fik travlt med at pumpe fødekarret op og fylde det med varmt vand. Imens lå jeg i vores seng, vesmerterne var de mest intense smerter jeg nogensinde havde oplevet, det var som om at blive holdt fast og været fanget af nogle helt ubeskrivelige kræfter og det eneste jeg kunne gøre for bare at være en lille smule i kontrol, var at fokusere på noget så basalt som at trække vejret.
Én ting var vesmerter, en helt anden var den begyndende pressetrang. Her var de kræfter, der nu havde taget over mig, så stærke, at det var umuligt at bevare kontrollen over kroppen. Efter en time var karret fyldt og jeg kunne igen komme i varmt vand, hvilket var en stor lettelse.
Endelig blev vepauserne lidt længere, og jeg kunne tale mellem veerne. Jordemoderen fra hospitalet kom, og kort efter begyndte den aktive pressefase. Efter 20 minutter med presseveer kom vores datter til verden. Med ét, var alle smerter væk og jeg kunne løfte vores lille pige fra vandet op på mit bryst. Lille og lyserød lå hun der, fik den første luft i lungerne med et skrål og lå derefter stille og tog verden til sig. Det var det smukkeste og største øjeblik i vores liv.
De første timer og dage
Jordemødrene blev hos os to timer efter fødslen. Det var efterhånden blevet midt om natten, det sneede udenfor og i vores stue var stemningen sat af stearinlys og stille musik. Jeg lå på sofaen med vores datter ved brystet, mens fødselsholdet fejrede med chokolade, slik og rødvin.
Efter jordemødrene var taget afsted, lå min kæreste og jeg og holdt om hinanden med vores datter ved vores side. Vi var enige om, at fødslen var gået bedre, end vi overhovedet havde turde drømme om. Han var stolt af mig, og jeg af ham.
De efterfølgende dage holdt vi hyggehule, hvor familie og venner kom forbi. Vi fik besøg af både jordemoder og sundhedsplejerske indenfor de første tre dage. Det var skønt, at vi ikke skulle afsted til PKU og hørescreenning, men at det kunne klares herhjemme.
Det er nu cirka et halvt år siden vores datter kom til verden og den dag i dag kan jeg stadig mærke den stolthed og glæde over at fødslen forløb som den gjorde. En hjemmefødsel, var helt klart det rigtige valg for os. I form af mit job og det nu selv at have født, anser jeg fødsler som et kæmpe potentiale til at indgyde selvtillid til den kvinde, der står overfor at skulle være mor til sit første, andet eller tredje barn. Om fødslen skal foregå i hjemmet eller på hospitalet er op til den gravide kvinde og hendes mand at beslutte. Det som jeg tror er vigtigt er kvindens følelse af stolthed af egen kraftudfoldelse og den styrke det kræver at bringe et barn til verden. En stolthed som kvinden kan bringe med langt ind i moder- og familieskabet.