Efterfødselsreaktioner

Begrebet efterfødselsreaktion eller fødselsdepression, dækker over en problematisk følelsesmæssig, tankemæssig og fysisk reaktion oven på en fødsel. Der er aldrig kun én årsag til efterfødselsreaktioner. Det er en blanding af psykologiske, biologiske og sociale årsager. Efter en fødsel gennemlever du som nybagt mor store psykiske og kropslige forandringer. Det stiller store krav til dine tilpasningsevner og ressourcer. Og også den nybagte far står pludseligt et helt nyt og ukendt sted i livet.
10-15% af alle kvinder (og 5-8 % mænd) får i forbindelse med graviditet og fødsel en psykisk reaktion.  En reaktion på det at blive forældre og ofte kræver den behandling.

Symptomer på efterfødselsreaktioner

Det er vigtigt at være opmærksom på symptomer og på hinanden. Det er helt normalt at reagere efter en så begivenhedsrig oplevelse, som det er at danne en familie, men man skal kunne fungere og overskue hverdagen. Hvis du føler dig mere ked af det end glad i løbet af dagen, hvis det varer ved, hvis du ikke kan overskue den nye dagligdag, hvis du oplever angst og aggression, og hvis du oplever tankeforstyrrelser (fx tankemylder, tvangstanker), bør du altid sørge for at få talt med nogen om det (fx jordemoder, læge eller sundhedsplejerske), der kan være med til at skaffe dig den hjælp, du har behov for.

Opdateret den 8. april 2015