Suturering

Suturering kommer af det latinske ord sutura og betyder syning. I forbindelse med en fødsel pådrager mange kvinder sig bristninger i vagina, mellemkød og/eller skamlæber, der kræver suturering (altså skal sys). Op mod 80% af førstegangsfødende og 50% af flergangsfødende skal sys efter fødslen.

Jordemødre og læger opdeler bristningerne i fire grader

  • Grad 1: Overfladiske rifter i hud og skede.
  • Grad 2: Bristning af de overfladiske muskler i skeden.
  • Grad 3: Delvis til total bristning af ringmusklen ved endetarmen.
  • Grad 4: Total bristning af ringmuskel samt slimhinde ved endetarmen.

På baggrund af hvilken bristning du har fået, vurderer jordemoderen, hvilken form for bedøvelse, der er mest egnet for dig.

Suturering efter fødslen

De fleste kvinder heler hurtigt og godt efter en fødsel. Det er normalt at føle tyngde, hævelse og kløe i op til et par uger, mens kroppen heler. Hvis du har fået en episiotomi – altså er blevet klippet – kan det tage op til tre uger at hele helt. Og generelt tager det op til et halvt år, inden bristningen er 100% ophelet. Du kan med fordel anvende isbind, hvis du føler dig meget øm og hævet forneden, og det kan også være nødvendigt at tage smertestillende piller i de første dage efter fødslen.
Den tråd, som jordemødre og læger bruger til at suturere med, er selvopløselig, og den vil være helt væk inden for en til to måneder. Hvis du føler, at en knude sidder og generer dig, kan du allerede en til to uger efter fødslen få din læge til at fjerne den.

Opdateret den 9. april 2015