Smertestillende

Smertestillende medicin i graviditeten

Generelt skal du forsøge at begrænse brugen af smertestillende medicin i din graviditet. Har du fx hovedpine, kan det være en god ide først og fremmest at få slappet af, drikke rigeligt med vand og eventuelt tage en lur, før du spiser smertestillende piller. Ved kraftig hovedpine, der ikke lader sig dæmpe af væske og hvile, kan du spise hovedpinepiller, hvor det aktive stof er paracetamol. De skal tages efter anvisningen på pakken. Vær opmærksom på at frontal hovedpine, i sammenhæng med andre symptomer, kan være tegn på svangerskabsforgiftning.

Smertelindring under fødslen

Under fødslen er der mulighed for forskellige typer smertelindring. Alt afhængig af hvad man er til, hvilken type smerter der er tale om, og selvfølgelig hvor ondt man har, kan smerter under fødslen lindres med bad, varme, massage, akupunktur, steriltvandspapler, lattergas og lokale blokader.

Bad, varme og massage

Bad, varme og massage er de enkleste former for smertelindring, du kan anvende i forbindelse med fødselssmerter. Mange synes, det varme vand er dejligt og er med til at hjælpe kroppen til at slappe af trods veer. Især i den latente fase af fødslen kan et bad være behageligt. Man kan også føde i badekar, for dermed at drage nytte af det varme vands lindrende effekt. Massage af lænden kan være rart, når den er godt øm af veerne. Få din mand til at give dig massage – I kan eventuelt øve jer i ugerne op til din termin for at finde ud af, hvad der virker bedst for dig.

Akupunktur

Akupunktur tilbydes på mange fødesteder i Danmark. Mange jordemødre er efterhånden uddannet inden for akupunktur til gravide, fødende og barslende kvinder og kan tilbyde en række forskellige behandlinger. Akupunktur er ufarligt for dit barn, og det kan anvendes som smertelindring under fødslen. Akupunktur er som regel ikke forbundet med ubehag og føles kun som et lille prik, når nålen går igennem huden.

Steriltvandspapler

Steriltvandspapler er en metode til smertelindring, der kan tilbydes til alle fødende. Steriltvandspapler virker smertelindrende på stærke lændesmerter.
Steriltvandspapler er små mængder sterilt vand, der sprøjtes ind under huden, typisk i lænden. Det er den jordemoder, der varetager din fødsel, der også anlægger steriltvandspaplerne. De fleste kvinder synes, det gør ondt at få anlagt steriltvandspaplerne, og smerten sammenlignes ofte med den ved bistik. Meningen med paplerne er at udløse endorfiner og dermed overdøve smerter andre steder i kroppen, fx vesmerter. Der er ingen bivirkninger ved steriltvandspapler.

Lattergas

Lattergas er smertelindring, som indåndes gennem en maske med udsugning. Fødende oplever, at deres smerter ikke forsvinder, men finder et mere tåleligt leje, når der anvendes lattergas. Man skal både trække vejret ind og ud i masken, hvilket giver et fokus på vejrtrækningen, som i sig selv kan være hensigtsmæssigt i forhold til at klare smerterne.

Epiduralblokade

Epiduralblokaden er en meget populær smertelindring på de danske fødesteder. Andelen af kvinder, der får en epiduralblokade, har igennem de seneste år været stigende. Epiduralblokaden er en rygmarvsbedøvelse, der bedøver fra navlen til ned i lårene. Hensigten med epiduralblokade er, at den fødende skal være smertedækket uden at miste for meget mobilitet. Ofte virker epiduralblokaden dog så effektivt, at det bliver på bekostning af mobiliteten, og den fødende må blive i sengen, så længe epiduralen virker.
Epiduralblokaden anlægges af en anæstesilæge, der indfører et lille kateter i ryggen, hvori der hele tiden – over flere timer –  indsprøjtes en bedøvende væske.
Når man har fået en epiduralblokade, vil man opleve, at vesmerterne helt eller næsten forsvinder. Ulempen er, at veerne i nogle situationer går helt i sig selv, og jordemoderen må opsætte et vestimulerende drop.
Ved en epiduralblokade er der blandt andet risiko for, at blodtrykket falder, problemer med vandladning og hovedpine.

Pudendusblokade

Pudendusblokaden er en lokalbedøvelse, der bedøver skeden og mellemkødet. Pudendusblokaden anvendes i sidste del af fødslen, når barnet skal presses ud, for at mindske den smerte, der opstår på grund af udspilningen af skede og mellemkød.
Bedøvelsen lægges af jordemoderen med en lang nål og et indføringshylster. Der stikkes cirka fem centimeter oppe i skede og kun ½ cm ned i vævet i begge sider. Hvis der er tid til det, vil der ofte forud for forløsning med sugekop blive lagt en pudendusblokade.

Smertelindring i barselsperioden

Efter fødslen kan du føle dig godt brugt. Du er måske blevet syet i underlivet, og langt de fleste kvinder oplever at føle sig hævede og ømme forneden. Det er også normalt at have efterveer, der er de smerter, man føler, når livmoderen efter fødslen skal trække sig sammen for igen at komme tilbage til normal størrelse. Det er helt i orden at tage smertestillende medicin de første dage efter fødslen.
Hvis det er for smerter forneden, kan man tage 1g paracetamol hver sjette time, og man kan med fordel anvende et isbind, hvis man føler sig hævet forneden.
For efterveer kan 1g paracetamol og 200mg ibuprofen hver sjette time have en bedre effekt. ibuprofen har en muskelafslappende effekt og virker derfor godt mod efterveer. Desuden kan en varmepude på den ømme mave også virke lindrende.

Opdateret den 9. april 2015