Erythema infectiosum
Erythema infectiosum er det samme som lussingesyge. Det er en børnesygdom, der især optræder i vintermånederne. Den forekommer oftest blandt småbørn og skolebørn, men voksne kan også få den. Hvis en gravid får lussingesyge, er der risiko for spontan abort eller fosterdød.
Symptomer
Sygdommen starter med utilpashed og følelsen af at være syg. Herefter får man røde plamager, der starter i ansigtet og spreder sig til resten af kroppen. Der vil efter et par dage komme ømme og hævede led. Plamagerne forsvinder sammen med utilpasheden i løbet af et par dage, men de hævede og ømme led kan vare ved i op til en måned.
Graviditet og Erythema infectiosum
Hver tredie gravide i Danmark har ikke haft lussingesyge og er derfor i risko for at kunne blive smittet. Hvis personer tæt på den gravide får lussingesyge, eller hvis den gravide får symptomer, der minder om symptomerne på lussingesyge, bør den gravide testes hos lægen. Lægen kan via blodprøver finde ud af, om den gravide har haft lussingesyge – eller om hun har det nu. Gravide med lussingesyge behandles på hospitalet.
Opdateret den 8. april 2015