Diabetes
I forbindelse med graviditeten sker der en forandring i stofskiftet, så det på nogle områder kan minde om en sukkersygepatients stofskifte. Der er en lille risiko for at udvikle svangerskabssukkersyge, som er en type sukkersyge, der kun er til stede under graviditeten, og som normalt forsvinder igen efter fødslen. Det sker kun for 1,5 – 2 % af alle gravide. I graviditeten screenes der for diabetes ved alle jordemoderkontroller ved hjælp af urinprøve og eventuelt en såkaldt glukosebelastningstest. Sukkersygen kan som regel behandles med kostomlægning og motion.
Hvilke gravide er i risikogruppen for at få diabetes?
- Kvinder med højt BMI.
- Kvinder med sukkersyge i familien.
- Kvinder, der tidligere har født et barn, der vejede over 4500 g.
- Kvinder, der tidligere har haft graviditetsbetinget sukkersyge.
Kvinder, der har sukkersyge, har som udgangspunkt ikke sværere ved at blive gravide end andre kvinder, men de har ofte sværere ved at gennemføre graviditeten. Der er større risiko for at abortere, føde et barn med misdannelser og for komplikationer i forbindelse med fødslen.
Hvis du har sukkersyge og planlægger at blive gravid, bør du kontakte din læge. For at gennemføre en vellykket graviditet som sukkersygepatient, er det vigtigt, at dit blodsukker er velreguleret både før og under graviditeten. Når graviditeten er en realitet, anbefales det, at du følges på et hospital med erfaring med gravide og sukkersyge. Under graviditeten vil du få ekstra kontroller og scanninger.
Opdateret den 17. februar 2018