Veer

Veer er ganske enkelt sammentrækninger i livmoderen. Livmoderen er en muskel, og når den trækker sig sammen, trækkes livmoderhalsen opad, så den afkortes og livmodermunden åbnes. Livmodermunden skal åbnes 10 cm, før barnet har den plads, der skal til for at trænge ned gennem fødselskanalen og ud i verden.

Samtidig med at livmoderhalsen afkortes, og livmodermunden åbnes, presser veerne også barnet ned gennem bækkenet.

Tidlige veer

De første veer er typisk korte, kommer uregelmæssigt og går ofte i sig selv igen. De gør ondt, men ikke mere end at du vil være i stand til i pauserne at forsætte med det, du var i gang med. De første veer føles for mange kvinder som kraftig murren i underlivet, som det kendes fra menstruationssmerter. Smerterne kan føles i underlivet, over lænden og ned i lårene.
Det er ikke ualmindeligt at have småveer, der kommer og går over et par dage op til ens første fødsel. Det er vigtigt at få hvilet så meget som muligt, så man ikke når at blive helt udmattet, inden fødslen for alvor går i gang.

Regelmæssige veer

Veerne bliver regelmæssige, når de rigtig kommer i gang, hvilket betyder, at de er lige lange og kommer med samme intervaller. Veerne vil, som fødslen skrider frem, komme hyppigere og tage til i længde og i styrke. Når veerne rigtig kommer i gang, vil du skulle bruge alt din energi på at koncentrere dig under veerne.

Det er forskelligt fra kvinde til kvinde, hvordan veerne starter. En typisk opstart af veer er, at veerne starter med at være uregelmæssige og ikke specielt smertefulde, for efter nogle timer at blive længere, komme hyppigere og blive mere smertefulde.

Veer kan føles som kraftige menstruationssmerter og kan mærkes fortil, i lænden og ned i øverste del af lårene og balderne. Mange oplever også stikkende jag i skeden.

Veer er sammentrækninger af livmodermusklen, som omslutter barnet. Når livmoderen trækker sig sammen, trækker livmoderhalsen sig op, og livmodermunden åbner sig.

Starter din fødsel med veer, vil de sandsynligvis være svage og uregelmæssige i begyndelsen. Disse veer er med til at modne livmodermunden og livmoderhalsen.

Herefter bliver veerne mere intense og regelmæssige, hvilket afkorter livmoderhalsen og åbner livmodermunden.

Effektive veer

Er du angst og anspændt, udskiller kroppen adrenalin, som påvirker vearbejdet ved at hæmme hormonet oxytocin, som ellers får livmoderen til at lave effektive veer. Det er en af forklaringerne på, at stress og anspændthed kan få fødslen til at vare længere.

Når du mærker veerne tage til, kan det være en god idé at finde en god stilling, som du kan indtage, når veerne skyller ind over dig. Måske skal du være i bevægelse, måske har du det bedst med at stå foroverbøjet eller ligge ned. Du kan med fordel afprøve de forskellige stillinger i takt med, at veerne tager til. Det er også vigtigt at finde en god hvilestilling i vepausen.

Når du mærker, at veen er på vej, fokuserer du indad og på din vejtrækning. Træk vejret roligt og langsomt ind gennem næsen og pust langsomt ud gennem munden eller næsen, mens du giver slip i kroppen og spænder af. Sæt gerne lyd på vejtrækningen med et dybt suk. Øv dig på at fokusere på vejtrækningen og afspændingen i kroppen, mens veerne langsomt intensiveres. Du skal ned på hælene, blive tung i kroppen og slappe af i balder og lår.

Som partner kan din opgave være at give massage, støtte hendes krop og understøtte vearbejdet ved at skabe en tryg og afslappende atmosfære. Når veen topper, er det ikke lige tidspunkt at spørge om nummeret til fødegangen, eller hvor bilnøglerne ligger. Føl dig frem og tilpas dig hendes dynamik. Pak tasken til hospitalet og tag en lur, du har også brug for hvile.

Presseveer

Til sidst i fødslen kommer presseveerne, der hjælper dig med at presse barnet ud. Når fødslen er overstået, skal din livmoder trække sig sammen til sin almindelige størrelse. Derfor vil du få efterveer. Efterveer er også med til at sikre, at du ikke bløder for meget. Ikke alle førstegangsfødende oplever efterveerne, hvorimod flergangsfødende kan oplever smertefulde efterveer som leder tankerne tilbage til fødselsforløbet. Efterveerne er typiske i de første par dage efter fødslen og aftager gradvist herefter.

For førstegangsfødende kan veerne være længe om at komme rigtigt i gang, og de kan tage tilløb over et par dage. For flergangsfødende er den indledende fase med veer oftest kortere, og veerne tager hurtigere til.

Hvordan føles veerne?

Veer kan beskrives som en bølge, der skyller ind over dig og langsomt trækker sig tilbage. Det er altså ikke en konstant smerte, men en smerte, som intensiveres, og herefter har du en pause. Du har pause mellem veerne gennem hele fødselsforløbet, og i pausen har du ikke vesmerter. Efterhånden som veerne bliver stærkere, vil det være nødvendigt for dig at koncentrere dig og stoppe op, når du har en ve. Når veerne er mest effektive, kan du ikke samtale eller abstrahere fra veen.

Veer kan komme som perler på en snor, hvilket vil sige, at de har samme varighed og samme interval imellem. De kan også være uregelmæssige, koblede eller meget hyppige (vestorm). Vestorm betyder, at pauserne mellem veerne er korte og ses oftest i forbindelse med stimulering af veerne.

Det er meget vigtigt at spænde af og slappe af, også når veerne er der. Forstil dig, at du slår lilletåen ind i et bordben. Det har du sikkert prøvet og kender følelsen af en skarp smerte, som får dig til at trække skuldrene op om ørene, stå på tåspidserne og spænde i hele kroppen. Når du får en ve, skal du gøre det præcis modsatte. Du skal ned og have jordforbindelse, afspænde i kroppen og gøre din vejtrækning og krop tung. Hvis du forbliver afspændt i kroppen, føles veerne mindre smertefulde, din krop arbejder bedre, og fødslen skrider bedre frem.

Er du i tvivl om du har veer?

Så længe du er i tvivl om, hvorvidt du har rigtige veer, er det for tidligt at ringe til fødegangen. Det er ikke nødvendigt at tage tid på veerne, før de har været regelmæssige et stykke tid. En tommelfingerregel siger, at det er tid til at kontakte fødegangen, når du som førstegangsfødende gennem den sidste time har haft regelmæssige veer med 4-fem minutters interval og af mindst et minuts varighed. Antal minutter måles fra vestart til næste vestart.

Flergangsfødende

For flergangsfødende gælder det, at veerne skal være regelmæssige og smertefulde med ca. 7- min. interval, med mindre du har født meget hurtigt sidste gang og dermed måske skal kontakte fødegangen tidligere i forløbet.

Opdateret den 5. december 2024