Brystbetændelse

Brystbetændelse, på latin mastitis, er en infektion i tilstoppede mælkegange i brystet. Betændelsen opstår i såkaldte mælkeknuder, som er ophobet mælk i tilstoppede mælkegange. Symptomerne er varme og rødme på huden ved mælkeknuderne, som ofte er ømme og hårde. Du kan desuden have feber og influenza-lignende symptomer.

For at forbygge brystbetændelse er det vigtigt, at brystet bliver tømt efter hver amning, det vil sige, at brystet bliver blødt og og uden stærkt ømme områder. Vær opmærksom på korrekt sutteteknik. Ved at skifte ammestillinger kan man tømme brystet optimalt hele vejen rundt, da det er der, hvor barnets hage er placeret, at brystet tømmes bedst. Desuden skal man undgå stramme bh’er og at blive afkølet. Brug eventuelt ammeindlæg af uld eller silke.

Behandling af brystbetændelse

Ved mistanke om mastitis anbefales det i første omgang at prøve at løsne mælkeknuderne med massage, håndudmalkning og varme bade. Føler du dig varm og har ovenstående symptomer, tages temperaturen rektalt, og det anbefales at kontakte barselsgangen eller egen læge.

Man kan sagtens amme, selv om man har fået konstateret brystbetændelse og er under antibiotisk behandling.

Opdateret den 8. april 2015