Bækkenløsning

Over 50% af alle gravide oplever at have smerter i lænd og bækken. For flertallet skyldes det, at leddene løsnes rent fysiologisk. Det hænger sammen med den fleksibilitet, som kræves for at bære et barn og presse barnet ud gennem fødselskanalen. Smerterne kan sidde nederst i lænden, bagerst i bækkenet og ved skambenet. Det er meget forskelligt, hvornår smerterne optræder, og hvor de er mest udtalte. Ca. 7-10% har bækkenløsning i en sådan grad, at det kræver sygemelding eller ligefrem indlæggelse.

Det er ingen forhindring for fødslen, og der vil blive taget hensyn til det i forbindelse med de fødestillinger, som bliver anbefalet. Du kan lindre lænde- og bækkensmerter ved at dyrke motion og ved at bevæge din krop hensigtsmæssigt og skåne den for vrid og løft.
Din jordemoder og læge kan tjekke graden af din bækkenløsning og give relevante råd. Bækkenløsning fortager sig igen efter graviditeten, men kan i sjældne tilfælde give anledning til smerter i månederne efter fødslen. Hvis man har haft bækkenløsning i en tidligere graviditet, er man i øget risiko for, at generne gentager sig.

Gode råd ved bækkenløsning

  • motion/svømning
  • massage
  • ret ryggen når du står
  • hold så ofte som muligt knæ og fødder parallelle
  • undgå korslagte ben og yderstillinger.

Opdateret den 8. april 2015