Abort

Årsagerne til uønsket aborter er mange, og det kan være svært at finde ud af, hvorfor en kvinde aborterer. Aborter bliver hyppigere, jo ældre kvinden og manden er, ligesom nogle livsstilsfaktorer – fx rygning og overvægt – også har betydning. Der er ofte tale om, at fosteret er sygt – fx med unormale kromosomer eller misdannelser –  der umuliggør, at barnet ville have kunnet overleve.

Abort statistik

Mellem ⅕ og ¼ af alle påbegyndte graviditeter ender som ufrivillige aborter. Nogle graviditeter ender så tidligt, at kvinden endnu ikke er klar over, at hun er gravid.
Mindst halvdelen af alle aborter i 1. trimester skyldes en eller flere kromosomfejl. Blødning i løbet af første halvdel af graviditeten optræder hos ca. 25 % af alle gravide, men kun halvdelen af disse aborterer. Nogle af disse aborter skyldes, at graviditeten sad uden for livmoderen.

Abort symptomer

Symptomerne på en abort er blødning og menstruationsagtige smerter. Blødningen kan være med klumper af blod og eventuelt også af fosteret, som udstødes. Ved blødning skal du kontakte din praktiserende læge eller den afdeling, du er tilknyttet på sygehuset, hvis du er begyndt at gå til graviditetskontrol. Du vil herefter få tilbudt at blive undersøgt. Undersøgelsen består blandt andet af en scanning for at se om fosteret er i live eller som frygtet gået til.

Hvis du selv har aborteret, og hvis undersøgelserne viser, at alt er i orden, så er der ikke grund til yderligere indgreb. Har du endnu ikke aborteret alt fostervævet, vil du blive tilbudt medicinsk eller kirurgisk abort. Ved den medicinske abort er det ikke nødvendigt, at du kommer i narkose.
Hvis du skal have foretaget en udskrabning, der er et kirurgisk indgreb, skal du i fuld narkose.

I kan genoptage jeres sexliv, så snart I føler jer parate til det, men de første fem til seks uger skal I bruge kondom. Det anbefales også, at kvinden har fået en normal cyklus med menstruation, før I forsøger at blive gravide igen.

Abort påvirker hele familien

Hvis man ønsker sig et barn, er det selvfølgelig forbundet med sorg og fortvivlelse, når en graviditet ender i en abort. De følelsesmæssige rutsjeture, der er forbundet med ufrivillige aborter, er svære at tackle for langt de fleste par, som oplever dem. Både kvinden og manden vil i perioder være præget af sorg og krise, og det er vigtigt, at man søger professionel hjælp hos en psykolog eller hos den praktiserende læge, hvis følelsesmæssige problemer præger dagligdagen. Kvindens og mandens reaktioner vil ofte være helt forskellige, og netop det er ofte en udfordring for parforholdet. Det er nødvendigt at få hjælp, hvis en af jer eller I begge har behov for det.

Ved senere fødsler er det normalt at tænke på de børn, man har mistet og genopleve den sorg, som var forbundet med tabet. Det er vigtigt at sætte ord på følelserne og tale med hinanden, omgivelserne og ikke mindst jordemoderen om det.

Hvis en kvinde har gentagne aborter (mere end tre aborter i 1. trimester) eller aborter i 2. trimester, er det muligt at komme i særlig behandling hos en speciallæge ved først at kontakte egen læge.

Opdateret den 24. januar 2018