DIY – Kogtvandsklude

Kogtvandsklude er et gammelt og godt husråd mod bl.a. sårede brystvorter. Læs her hvordan du laver dem selv.

Princippet bag kogtvandsklude er våd sårheling, som er mindst lige så effektivt, som hvis såret tørrer ind til en hård skorpe. Mange kvinder oplever, at sår og rifter på vorterne heler hurtigere ved brug af kogtvandsklude. Fordelen ved den våde sårheling er, at barnet ikke sutter den hårde sårskorpe løs ved hver amning. Rifter og sår på vorterne får dermed ro til heling, uden blødning og unødvendig smerte ved amning. Metoden er udbredt på mange barselsgang i landet.

De våde, afkølede, klude lægges på brystvorten dagen igennem. Skift kluden ud med en ny, når den er ved at være tør. Effekten af kludene vil ses og mærkes efter 12-24 timer.

Du skal bruge:

  • 1 stofble i 100% bomuld
  • 1 saks
  • 1 skål
  • 1 l. kogende vand

Trin:

  1. Klip stofbleen i små firkanter, som passer over din brystvorte. Put kludene i en stor skål.
  2. Hæld kogende vand over eller kog kludene i en gryde i cirka 10 min.
  3. Kludene er klar tilbrug efter afkøling. Opbevar herefter kludene i en lufttæt beholder.