Ører

 I fostertilstanden er lyde fra omverdenen dæmpet af livmoderens og fostervandets trygge hule. Det er et noget andet lydniveau, dit nyfødte barn møder efter fødslen. Lydene bliver skarpe og høje. I modsætning til dit barns syn, som langsomt bliver bedre og skarpere, hører dit barn nemlig allerbedst, lige når det bliver født. Så der er ikke noget at sige til, at dit nyfødte barn indimellem græder eller har svært ved at falde til ro, hvis I er et sted med megen støj eller mange høje lyde.

Fosterets ører

Fra femte uge i graviditeten ses de tidlige anlæg til ører. Fra uge 18-20 er øresneglen fuldt udviklet, og fosteret opfanger og reagerer på lyde fra verden uden for livmoderen.

Nyfødtes ører

Det nyfødte barns ører vil ofte være fyldt med fosterfedt eller væske, som forsvinder af sig selv. Man må rense det ydre øre, men aldrig inde i selve øregangen. Ørerne kan også være i en facon, som afspejler den stilling eller det pres, graviditeten og fødslen har forårsaget. De vil i de fleste tilfælde “folde sig ud” i løbet af de første par uger.

I Danmark tilbydes nyfødte en høreundersøgelse enten på hospitalet før udskrivelse eller ambulant efter udskrivelse. Undersøgelsen laves primært fra barnet er 48 timer gammelt til en måned efter fødslen, men kan udføres helt op til tre måneder efter fødslen.

Det er afgørende, at en eventuel hørenedsættelse opdages så tidligt som muligt, da barnet bruger hørelsen til blandt andet at genkende stemmer, efterligne lyde, udvikle sprog og opfange faresignaler.
Undersøgelsen er ikke ubehagelig eller smertefuld for barnet.  En lille høretelefon sender kliklyde ind i det indre øre og modtager et ekko, som udtryk for at øret er velfungerende, og at der med al sandsynlighed ikke er hørenedsættelse. Man får svaret med det samme, og man kan som forældre være med under hele undersøgelsen.
Hvis der ikke måles et ekko, skyldes det ofte måleusikkerhed, fosterfedt/væske i barnets ører eller baggrundsstøj. Man vil i de tilfælde gentage undersøgelsen enten dagen efter eller på en specialiseret afdeling. Det er få børn, som har en reel hørenedsættelse.

Opdateret den 9. april 2015