Igangsættelse
Igangsættelse af fødsel
Igangsættelse eller induktion af fødslen er en mulighed, fx hvis du går over tid (har en overbåren graviditet). Man kan ligeledes sætte en fødsel i gang, hvis barnet ikke trives i livmoderen. Eller hvis graviditeten skal afsluttes af andre grunde.
Igangsættelses metoder
Afhængig af hvor klar din krop er til at føde, kan man vælge forskellige metoder. Den enkelte fødeafdelings procedure spiller også ind og årsagen til igangsættelsen
Hvis jordemoderen ved indvendig undersøgelse kan konstatere, at du er begyndt at åbne dig lidt, kan hun vælge at prikke hul på hinderne – med et instrument der lidt ligner en hæklenål. Når vandet er gået, håber man på, at veerne vil følge efter. Gør de ikke det, kan man vælge at give et drop med vestimulation, et S-drop.
Hvis jordemoderen ved indvendig undersøgelse kan konstatere, at du ikke er begyndt at åbne dig, vil man vælge en igangsættelsesmetode, der i første omgang har til hensigt at modne livmoderhalsen, så den afkortes, og livmodermunden begynder at åbne sig. Det gør man enten ved oplægning at stikpiller i vagina, eller ved at du får vestimulerende medicin oralt.
Igangsatte fødsler har ofte ry for at være forfærdelige, men sådan behøver det ikke at være. Hvis man som fødende indstiller sig på at, at kroppen skal have lov til at blive klar til fødslen, og at det kan tage lidt tid, bliver det en bedre oplevelse.
Opdateret den 8. april 2015