Hørescreening

Hørescreening af nyfødt

Hørescreening i Danmark tilbydes nyfødte enten på hospitalet før udskrivelse eller ambulant efter udskrivelse. Undersøgelsen laves primært fra jeres barn er 48 timer gammelt og op til en måned, men kan udføres op til tre måneder efter fødslen.

Det er afgørende at en eventuel hørenedsættelse opdages så tidligt som muligt, da jeres barn bruger hørelsen til blandt andet at genkende stemmer, efterligne lyde, udvikle sprog og opfange faresignaler.

Undersøgelsen er ikke ubehaglig eller smertefuld for barnet.  En lille høretelefon sender kliklyde ind i det indre øre og modtager et ekko (OAE) som udtryk for, at øret er velfungerende. Hvis testen lykkes, har barnet sandsynligvis ikke en hørenedsættelse. Man får svaret med det samme og kan som forældre være med under hele undersøgelsen.
Hvis der ikke måles et ekko, skyldes det ofte måleusikkerhed, fosterfedt eller væske i barnets øre eller baggrundsstøj. Man vil i dette tilfælde gentage undersøgelsen enten dagen efter eller på en specialiseret afdeling. Det er dog kun få nyfødte, som faktisk har en hørenedsættelse.

Læs om den første tid med en nyfødt.

Opdateret den 8. april 2015