Fødestilling

Fødestillinger.

I udvidelsesfasen og til sidst i fødslen, når du skal presse dit barn ud, er der forskellige fødestillinger, du kan vælge. Hvilken fødestillinger, du vælger, afhænger af, hvilke stillinger du oplever virker mest afslappende på dig, og hvilken stilling du arbejder bedst i. Det kan også være, at jordemoderen foreslår en bestemt stilling. Der kan være situationer, hvor jordemoderen har behov for, at du ligger på en bestemt måde. Fx for at fremme barnets rotation gennem bækkenet. Eller hvis du får behov for hjælp fra en sugekop i pressefasen.

Udvidelsesfasen

Under udvidelsesfasen kan du gå lidt rundt på stuen, tage brusebad, tage karbad eller stå bøjet indover sækkepuden på en seng. Bevægelse er godt for fødselsarbejdet. Mange fødestuer har også pilatesbolde, som man kan sidde og hoppe på.
Hvis du har behov for al den hvile, der er mulig, kan du ligge på siden i sengen og prøve, om du kan døse lidt hen mellem veerne.

Fødestilling: Pressefasen

I pressefasen er det vigtigt at benytte en fødestilling, som er hensigtsmæssig for, at barnet kommer nemmest og hurtigst ud. Det er vigtigt, at bækkenet ikke bliver låst – som det ofte vil gøre, når man fx vælger at ligge på ryggen og føde.

På ryggen

Liggende på ryggen er nok den stilling, som de fleste forestiller sig at føde i – blandt andet fordi det er sådan, de føder på film. I praksis ligger du ikke fladt på ryggen, da det ikke er godt for barnet, men med hovedenden hævet, så du mere “liggesidder”. Du har god mulighed for at slappe af mellem veerne, og jordemoderen har det perfekte overblik og kan udføre sit arbejde uden at rykke rundt på dig. Ulemperne ved denne stilling er dog, at dit bækken ikke er fleksibelt. Den store, tunge livmoder tynger ned på de store blodkar, hvilket kan give dårlig blodgennemstrømning og gøre dig utilpas og påvirke barnets hjertelyd.

Stående

Du kan stå op og føde, hvis du har kræfterne til det. Det kræver gode benmuskler at føde stående, men til gengæld oplever de fleste en kortere pressefase og færre smerter end de kvinder, der føder liggende. Her hjælper tyngekraften også barnet på vej.

På alle fire

Liggende på alle fire, i knæ-albue leje, er på mange måder en rigtig god fødestilling. I den stilling får du en kortere pressefase end ved den liggende stilling. Du kan hvile ved at læne dig ind over sækkepuden, og jordemoderen har et godt overblik.

På hug

Du kan, når du skal presse, vælge at sidde på hug. Der er noget urkvinde over denne stilling, som giver de samme fordele som den stående fødsel. Dog er det ikke alle jordemødre, der kan eller har lyst til at kravle rundt nede på gulvet, hvorfor man kan vælge at sidde på hug oppe på sengen, hvor jordemoderen nemt kan hjælpe til.

I sideleje

Sideleje er en af de mest anvendte pressestillinger. Som fødende har du mulighed for at slappe godt af mellem veerne. Dit bækken kan bevæge sig rimeligt frit. Selv i denne liggende stilling er din pressefase afkortet i forhold til en pressefase liggende på ryggen. Jordemoderen kan nemt komme til at udføre det meste af sit arbejde. Ved behov kommer du nemt om på ryggen.

Opdateret den 8. april 2015