Fødslens faser

Fødslens faser er de perioder af fødslen, hvor der sker noget nyt med kroppen. Mange kvinder oplever ikke faserne adskilt, men som et forløb, hvor overgangene oftest er glidende. Fordelen ved at kende til fødslens faser er, at du er bedre forberedt og muligvis kan genkende de forandringer, der sker i din krop under fødslen.
Som partner på sidelinien er det også brugbart at læse med her, så du kan deltage, når I sammen med jordemoderen taler om fødslens forløb og fremgang på fødestuen.

Fødslens faser – Den latente fase

Den latente fase kaldes også udvidelsesfasen. I denne fase afkortes livmoderhalsen helt og livmodermunden åbner sig de første tre til fire cm.
Som udgangspunkt er de fleste kvinders livmoderhals to til tre cm og livmodermunden lukket ved begyndelsen af den latente fase. Det karakteristiske for den latente fase er, at veerne har en langsom opstart med korte uregelmæssige veer for herefter at blive regelmæssige.

Veerne kan komme hver femte minut eller hver halve time. De kan også være helt væk i længere perioder. Nogle oplever veerne som en menstruationsagtig murren, mens andre har fornemmelsen af smertefulde muskelsammentrækninger, som intensiveres.
Udvidelsesfasen har som regel en varighed af op til 20 timer for førstegangsfødende og op til 14 timer for flergangsfødende.

Kendetegn ved den latente fase

  • Uregelmæssige veer
  • Tegnblødning
  • Udflåd
  • Hyppige toiletbesøg
  • Slimprop
  • Vandafgang

Lindring i den latente fase

  • Varmepude
  • Varme bade
  • 1 g. paracetamol
  • Massage
  • Afspænding

Gode råd

  • Saml kræfter
  • Mad og drikke
  • Afspænd og slap af
  • Få eventuelt jordemoderen til at løsne hinder

Fødslens faser – Den aktive fase

Livmodermunden er nu tre til fire cm åben, og livmoderhalsen har trukket sig helt tilbage og går i ét med livmodermunden. Livmodermunden åbner sig hurtigere nu. Førstegangsfødendes livmodermund åbner sig gennemsnitligt 1/2 til en cm i timen, og for flergangsfødende går det ofte hurtigere.
I den aktive fase af fødslen er veerne kraftige og regelmæssige. Det vil sige, at du ikke længere kan tale under veerne, og du må rette din fulde opmærksomhed mod din krop og din vejrtrækning. Veerne kommer hyppigere med cirka tre til fire minutters mellemrum.

I slutningen af den aktive fase, er der kun et til to minutters pause mellem veerne.
Barnets hoved begynder at rotere ned gennem bækkenet, og du kan fremme denne vandring ved at skifte stilling ofte og sørge for at tømme din blære.
Det er når denne fase er i gang, at I skal tage afsted til fødegangen.

Når I kontakter fødegangen

Når du mener, at det er tid til at kontakte fødegangen, skal du forberede dig på, at jordemoderen i den anden ende via spørgsmål vil vurdere, om det er det rigtige tidspunkt at tage afsted til fødegangen på. Hun vil spørge til dit vemønster, dine smerter, din graviditet og eventuelle tidligere fødsler. Det kan være vanskeligt selv at vurdere, hvor langt du er i fødselsforløbet, så du er altid velkommen til at kontakte fødestedet og få rådgivning om, hvorledes du skal forholde dig.

Undersøgelser har vist, at jo tidligere den fødende ankommer til hospitalet, des større er risikoen for indgreb, som fx et vestimulerende drop, og et langt fødselsforløb.
Ring altid inden du tager afsted, så personalet kan være klar til at tage imod dig.

Indledende undersøgelse

Når du møder op på fødegangen, vil du blive tilset af en jordemoder. Jordemoderen vil mærke på din mave, lytte til barnet og vurdere, hvor langt du er i fødselsforløbet. Nogle fødesteder kører en 15-20 minutters CTG strimmel for at overvåge dit barns hjertelyd og for at registrere dine veer. Hvis du er i fødsel, den aktive fase, tilbydes du et lavement og at bliver indlagt på fødegangen. Hvis du stadig er i den latente fase, kan I eventuelt tale om muligheden for smertelindring, du kan gå en tur på området eller tage hjem og afvente fremgang i fødslen.

Kendetegn ved den aktive fase

  • Kraftige, regelmæssige veer
  • Tegnblødning

Lindring i den aktive fase

  • Varmepude
  • Brusebad eller karbad
  • Bevægelse
  • Akupunktur
  • Steriltvandspapler
  • Lattergas
  • Epidural

Gode råd

  • Bed om et lavement
  • Sørg for at tisse hyppigt
  • Drik energirige drikke
  • Bevæg dig og skift stilling

Fødslens faser – Overgangsfasen

Overgangsfasen kaldes også nedtrængningsfasen, fordi det er den fase, hvor barnets hoved roterer ned gennem bækkenet fra bækkenindgangen til bækkenbunden. En tur på cirka 10 cm. Livmodermunden er nu helt åben.
Mange fødende oplever en svækkelse af veerne og længere vepauser. Det er kroppens naturlige pause for at samle kræfter til det sidste fødselsarbejde. Veerne rejser sig herefter igen og barnets hoved presses længere ned i bækkenet.

Efterhånden som barnets hoved trænger nedad øges trykket på endetarmen, hvilket resulterer i en pressetrang, som kan sammenlignes med toilettrang. Det føles fuldstændig som om, man skal på toilettet og have afføring.

Pressetrangen er størst på toppen af veen, men efterhånden som fødslen nærmer sig, bliver det svært at holde tilbage gennem hele veens længde. Man må presse når livmodermunden er 10 cm åben og barnets hoved er nået helt ned på bækkenbunden.

Jordemoderen guider dig i at holde pressetrangen tilbage, ved at gispe, indtil det er tid til at presse aktivt. Nedtrængningsfasen varer cirka en time og du kan fremme processen ved at benytte dig af stillinger, hvor tyngdekraften hjælper barnet på vej.

Kendetegn ved overgangsfasen

  • Pressetrang
  • Opkast
  • Muskelrystelser

Lindring i overgangsfasen

  • Vejrtrækning, gispe
  • Ilt
  • Lattergas

Gode råd

  • Drik energirige drikke
  • Forsøg med en kold klud på panden
  • Støtte og opmuntring

Fødslens faser – Pressefasen

I pressefasen er din livmodermund 10 cm åben, (det kaldes også, at den er udslettet), og barnets hoved er kommet helt ned på bækkenbunden. Du vil have en spontan lyst til at presse, en følelse som minder om afføringstrang. Presseperioden kan vare i op til en time, og du presser aktivt under alle veerne og gennem hele veens længde.

Når du skal presse aktivt, skal du tage en dyb indånding og holde vejret, mens du presser, som om du var på toilettet. I vepausen skal du slappe godt af og samler kræfter til næste ve. Mange kvinder føler, at pressefasen er anderledes end udvidelsesfasen, fordi de kan være aktive under veerne og bruge kroppen mere. Der er cirka to til tre minutter mellem presseveerne og et halvt til et helt minuts vepause.

Barnet rykker sig hele tiden to skridt frem og et tilbage, indtil hovedet er kommet forbi skambenet. Herefter føles en kraftig udspilende og sviende fornemmelse i skede og mellemkød. Over de næste par veer udvides mellemkødet, og her er det vigtigt at samarbejde og lytte til jordemoderen, som guider dig. Du skal nemlig gispe eller puste i sidste del af pressefasen for at liste barnets hoved ud, så dit væv har tid til at give sig og derved mindske bristninger og rifter. Når hovedet er født, glider kroppen med i samme eller næste ve. Jordemoderen hjælper barnet helt ud af fødselsvejen og, hvis du ønsker det, op på din mave.

Hud mod hud kontakt er vigtig i de første timer efter fødslen og har store fordele for barnet i form af tæt mor/barn kontakt og pararthed til amning. Desuden fremme hud mod hud kontakten barnets blodiltning, holder kropstemperaturen stabil, giver en rolig respiration og et stabilt blodsukker.

Nogle kvinder bliver meget fokuserede og ekspressive i denne del af fødslen, mens andre lukker sig mere inde i sig selv. Begge dele er helt normalt.

Kendetegn ved pressefasen

  • Pressetrang
  • Energiskift
  • Kraftanstrengelse
  • Udspilet mellemkød

Lindring i overgangsfasen

  • Lokalbedøvende gel
  • Varme klude på mellemkødet
  • Pudendusblokade

Gode råd

  • Lyt til din jordemoder
  • Samarbejd

Fødslens faser – Efterbyrden

Jeres barn er kommet til verden, og sammen deler I de første fantastiske øjeblikke. Hvis du har overskud til det, og dit barn viser interesse, er det en god idé at lægge barnet til brystet allerede nu. Umiddelbart efter barnets fødsel vil du blive tilbudt en indsprøjtning i låret med syntocinon. Syntocinon får livmoderen til at trække sig sammen og mindsker blødning. Dit barn vil ligeledes få tilbudt en injektion, men med K-vitamin, som forebygger indre blødninger.

Efterbyrdsfasen varer fra barnet er født, til moderkagen er forløst.

Jordemoderen bliver i din fodende og afventer, at moderkagen skal løsne sig fra livmodervæggen. Det sker ved, at livmoderen trækker sig sammen. Man afventer højest en time, hvorefter man aktivt hjælper moderkagen på vej. Moderkagen glider selv ud det meste af vejen, men skal måske hjælpes lidt på vej af et par pres fra dig og jordemoderens hænder på din mave.

Efter moderkagen er født, ser jordemoderen den igennem for fejl og mangler. Moderkagen skal være hel, med fuldstændige hinder, ingen kalk aflejringer og ingen områder, som har været ineffektive. Du er velkommen til at tage billeder og se nærmere på moderkagen.
Jordemoderen vil herefter inspicere fødselsvejen for rifter og eventuelle bristninger. Hvis det er nødvendigt at sy dig, vil du blive tilbudt bedøvelse, med mindre din bristning er så lille, at det er unødvendigt. 80% af alle kvinder brister i mere eller mindre grad. Større bristninger som involverer din ringmuskel, sker meget sjældent, for ca. 1 %, og vil blive syet af en læge. Til sidst bliver du vasket af og får bind og trusser på.

Kendetegn

  • Forløsning
  • Inspektion af fødselskanalen
  • Eventuelt syning

Lindring

  • Lidokain gel
  • Lokalbedøvelse
  • Lattergas
  • Akupunktur

De første timer efter fødslen

Efter fødslen har I tid til at lære hinanden at kende og få lidt ro på stuen. I timerne efter fødslen vil jordemoderen observere din almene tilstand, dit blodtryk og puls, din livmoder og blødning. Du er øm, tung og træt i kroppen af fødselsarbejdet. Din mave er blød og tom. Du kan få brug for en støttende arm, den første gang du skal op at stå, og du kan blive let svimmel. Vejrtrækningen føles anderledes efter fødslen, da der nu igen er plads til lunger og indre organer, som tidligere har været komprimeret af den store mave.

Barnet skal undersøges, måles og vejes. Du vil blive tilbudt hjælp til den første amning.
Et par timer efter fødslen er det tid til at udskrive dig fra fødegangen. Hvis du skal indlægges på hospitalets barselsgang, vil du nu blive flyttet til den pågældende afdeling.
Hvis du skal hjem ambulant, har du stadig et par timer på fødegangen inden udskrivelse.

Lindring

  • Paracetamol
  • Ibuprofen
  • Varmepude
  • Isbind

Specielt for flergangsfødende

Hvis du har født før, går fødslen som regel hurtigere. Man siger, at hver fase kan halveres. For flergangsfødende gælder det også, at veerne hurtigere tager til i den latente fase og hurtigt bliver regelmæssige. Derfor er det en god idé at kontakte fødegangen, når der er 7-8 minutter mellem veerne, og de varer cirka et minuts tid. Hvis de tager hurtigt til i interval og smerte, er det ligeledes en god idé at kontakte fødegangen. Du skal ikke trække den alt for længe og ikke sammenligne med en eventuelt lang første fødsel.
Tal med din konsultationsjordemoder om din tidligere fødsel.